Ukommerciel og selvstændig forening
Grundlagt i 2001 af frivillige ildsjæle
Mørke-Aadalens Net (Ma-Net) blev grundlagt i 2001 som del af det fælles bredbåndsinitiativ ”Djurslands Net”. Frivillige ildsjæle fra alle Djurslands-kommunerne igangsatte dengang i mangel af ordentlig dækning fra kommercielle udbydere i specielt landdistrikterne et enestående projekt, som i løbet af få år blev til – og fortsat samlet er – nordeuropas største trådløse netværk.
Frem til 2008 var foreningen en del af Rosenholms Net med den gamle Rosenholm Kommune som dækningsområde. Herefter deltes foreningen i to: Ma-Net som dækker Mørke-Ådals-området samt Rosenholms Net som dækker Hornslet og omegn.
Ma-Net er en ukommerciel, selvstændig forening drevet af aktive medlemmer for medlemmerne. Vi arbejder stadig sammen med de øvrige lokalnet på Djursland, hvilket sikrer fælles vidensudveksling og erfaring – og vi giver gerne råd til andre som vil bygge tilsvarende net.
Gennem årene er sende- og modtagerudstyr skiftet adskillige gange i takt med den rivende tekniske udvikling, samt ikke mindst det stadig stigende krav om forøget båndbredde. Derfor har vores medlemmer i dag den nok bedste, hurtigste og sikreste internetforbindelse i Danmark i forhold til prisen.
Vi glæder os meget til at se dig som medlem og også meget gerne som aktiv i foreningen.
